Da der mandag den 29. oktober blev begået røveri mod Handelsbankens afdeling i Bredgade i Karup, så stjal tyven langt mere end penge. Han stjal også en del af medarbejdernes tryghed, nattesøvn, koncentrationsevne og han gav dem flere bekymringer. Han gav dog, om end ufrivilligt, større sammenhold i personalet, og personalet oplevede en lokal opmærksomhed, som de stadig lever på.

Forløbet

Personalet var netop blevet færdig med deres formiddagskaffe og havde forladt frokoststuen, for at gøre klar til dagens arbejde ved deres skriveborde, da man hørte en mærkelig lyd.

- Jeg var ikke klar over om de kom fra nabolejligheden, eller om det var vores vinduespudser, der var i gang med noget, så jeg ville sammen med Jacob gå ud for at se, hvad det var, fortæller filialdirektør Gitte M. Nielsen, om starten på den dramatiske hændelse. På vejen bliver de klar over, at der kan være tale om noget andet, og Gitte Nielsen sender Jacob ud, for om han kan se noget derfra. På vejen ud bliver han dog klar over, at der er tale om indbrud, og han løber derfor straks over til OK plustanken, hvorfra han slår alarm.

Tilbage i banken er de øvrige tre kvindelige ansatte, og sekunder efter at Jacob har forladt banker kommer en maskeret mand ind i banken fra kantinen, hvor han med et koben har brudt vinduet op, og han råber, at personalet skal lægge sig ned på gulvet, mens han iler til kassen, som han tømmer, og snupper hvad han ellers kan få fat i, og så hurtigt som han kom ind forsvandt han ud samme vej som han kom ind.

- Det skete ualmindeligt hurtigt og professionelt, og jeg forsøgte så godt jeg kunne, trods chokket, at betragte manden, så jeg kunne give et signalement, men det eneste jeg rigtigt husker er hans sko, som havde en hvid stribe, fortæller Gitte Nielsen, og hun undrer sig i dag godt tre måneder senere over, hvor dårlig man er til den slags ting, for sammenholder de tre ansatte deres signalementer, så er de stort set kun enige om mandens højde, og generelle træk.

- Senere har vi fået forklaret, at det hænger sammen med det stress, som vi pludseligt blev udsat for, fortæller Gitte Nilsen, der nu har fået det hele på så lang afstand, at hun kan grine af det.

Det videre forløb

Kort efter at røveren har forladt banklokalet, er man lidt i tvivl om, han også har forladt banken, men en hjemmehjælper kommer og fortæller, at hun har sat ham flygte. I mellemtiden er det lykkedes Iben Nørskov, at aktivere en alarm, og Gitte ringer selv 112, blot for at få at vide, at en større politistyrke er på vej, og kort efter kommer landbetjent Torben Pedersen springende.

- Jeg er imponeret over det videre forløb, hvor banken bliver spærret af og telefonen stillet om. Vi bliver forhørt. Kort efter stiller Handelsbankens krisestab, og friske folk, der tæller op og tager sig af det praktiske. Jeg kan huske, at en af folkene i krisestaben insisterede på at vi skulle have noget at spise og drikke, og det skal man fordi blodsukkeret i en stresset situation sænkes dramatisk, og for at undgå gener af det, er det vigtigt at man får noget tilført. Vi var ikke i stand til at gøre noget som helst, og vi måtte ikke være alene, eller køre bil den samme dag, fortæller Gitte Nielsen.

De ansatte kunne selv bestemme, hvornår de var klar til at begynde at arbejde igen, men allerede dagen efter besluttede man, at man ville i gang, og sådan blev det.

Tre stadier

Gitte Nielsen fortæller lidt om de stadier, som de ansatte har været igennem. Først chokket. Det efterfølges af en enorm magtesløshed, så en fase hvor man finder fejl ved sig selv, og ting som kan kunne og måske burde have gjort anderledes og endelig nu en tid, hvor der er overskud til at grine lidt af det og lave sort humor.

- Vi var utroligt heldige med at vi alle var på arbejde, og at vi derfor har oplevelsen sammen. Jeg tror måske det har været værst for Jacob, der ikke var i banken da det skete, siger Gitte Nielsen, der nu erkender, at der måske kommer en ny fase, for for kort tid siden blev den mand pågrebet, som med al sandsynlighed er gerningsmanden.

- Jeg havde nok ikke været så åben om hele forløbet, hvis røveren ikke var blevet pågrebet endnu, siger Gitte Nielsen, der sammen med to af kollegerne er enige om at de vil med i retten, for at se manden, når det kommer til en retssag.

Opbakning

Selv om røveren løb med penge og de ansattes tryghed og andre ting, som det er vanskeligt at sætte ord på, så er de ansatte enormt glade for den opbakning de fik fra kunder og andre i lokalområdet.

- I dagene efter kom med blomster, chokolade brød. Vi har faktisk stadig lidt liggende i fryseren, siger Gitte Nielsen med et stort smil, men på spørgsmålet om hvordan kollegerne i de andre filialer reagerede, må hun indrømme, at det ved hun ikke, for der har ikke været henvendelse fra kollegerne i de andre banker.

De ansatte i Handelsbanken er enige om at de ikke vil ønske for nogen, at man skulle komme ud for så ubehagelig oplevelse, som et røveri er, men de mener dog, at de med den hjælp de har fået, at de er kommet rigtigt godt igennem. På spørgsmålet om det har styrket sammenholdet, er de enige om at de faktisk altid har haft et enestående sammenhold, og at det bestemt ikke er blevet ringere af den fælles dårlige oplevelse, som de nu endelig kan endnu længere bag sig, efter at røveren er blevet pågrebet.