Flyveleder med meget mere

Af Knud Gaarn-Larsen

- Er der en der forstår at nyde livet, så er det Bent Færge, udbrød Laila H. Nielsen, da hun på så et billede af Bent Færge, som netop havde besøgt Ugeavisen, og der har hun nok ramt plet.

Om kort tid runder Bent Færge endnu et skarpt hjørne, og han har gjort op med sig selv, at nu skal der være mere tid til det han er så god til – at nyde livet. Derfor vil han ved næste generalforsamling i pensionistforeningen meddele, at han forlader posten som formand, ligesom han for kort tid siden forlod Seniorklubben på Flyvestationen.

- Det er en lille ”prop”, som jeg fik sidste år, der har fået mig til at tage beslutningen, siger Bent Færge og fortæller, at han har været så heldig at være kommet over sygdommen uden eftervirkninger.

Arbejdet med pensionistforeningen har ellers optaget Bent Færge noget, og han kan med stolthed fortælle, at medlemstallet i foreningen er steget betydeligt, så man nu har over 320 medlemmer.

- Det er nu også landets billigste klub at være medlem af, for kontingentet er kun på 25 kroner årligt. Vi har overvejet at sætte det op til 30 kroner, men det var der modstand mod, så vi fortsætter med de 25 kroner, fortæller Bent Færge, der dog heller ikke mener, at der er nødvendigt, for foreningen har en pæn sum på en bankbog, og så kommer der penge ind ved forskellige arrangementer.

Børnebørn

Noget af det, den øgede tid skal bruge på, er de to børnebørn på henholdsvis halvandet og otte år, som bor i Helsinge. Bent kender den nøjagtige afstand, der er 345 km, og han ved også hvor lang tid det tager, at tilbagelægge afstanden med den pause, som det er nødvendigt, at holde under vejs.

Professionelt er Bent efter endt realeksamen fra Ringkøbing Borger- og Realskole tilbage i 1954 blevet uddannet manufakturhandler fra en af de to forretninger, der var i Spjald, hvor han sammen med forældre og seks søskende boede fra 1939 til han i 1958 sluttede sin uddannelse i forretningen, og blev indkaldt til Flyvevåbenet i Jonstrup på Sjælland.

- Det blev til 39 år og x antal måneder i Flyvevåbnet, fortæller Bent Færge, der tog hele turen fra rekrut, til med udgangen af den måned, hvor han fyldte 60 år forlod Flyvevåbenet som major.

- Det har været et spændende job, fortæller Bent Færge, og på spørgsmålet som det mest spændende eller dramatiske straks fortæller om et flystyrt i 1959, hvor et fly af mærket Meteor styrtede.

- Jeg kan endnu se det for mit indre øje, fortæller Bent Færge, der ellers kan fortælle om knap 40 spændende år i Flyvevåbnet, der også har budt på et halvt års kursus i USA.

Privat blev Bent i 1960 gift med konkurrenten. Det skal forstås på den måde, at Lis blev uddannet i den anden af de to manufakturforretninger i Spjald, men selv om de var konkurrenter, så fandt eleverne dog ud af at slå pjalterne sammen, og efter at være flyttet til Karup, blev Lis førstedame hos Herluf Christiansen.

I 1980 åbnede Lis sin egen forretning i Bredgade i Karup, Boutique 4, og her havde hun 21 gode år, og her kunne Bent også fra tid til anden bruge uddannelsen fra forretningen i Spjald.

Helt siden 60-erne har Bent Færge været engageret med forskelligt frivilligt arbejde. Først var det i den daværende idrætsforening, og senere blev det også til en politisk løbebane på 16 år, valgt for Det Konservative Folkeparti til byrådet i Karup.

- Det var en spændende periode, selv om det, bevar os vel, også gav nogle knubs, konstaterer Bent, og dvæler lidt ved både positive og negative oplevelser.

Nu bruger han et par timer dagligt på arbejdet som forretningsfører for ”Anti-rust-ringen”, som er en forening af selvstændige værksteder, der er gået sammen og giver en fælles garanti på rustbeskyttelse, men eller er dagen optaget af mange aktiviteter. Det er dog ikke blevet til en mobiltelefon endnu.

Vil folk have fat i mig, så må de ringe, og er jeg ikke hjemme, så kan de lægge en besked, og så kan jeg kontakte dem. Ellers må de skrive en mail, fortælle Bent Færge, der i modsætning til sine to børn og børnebørn, nok mener at man kan have et lykkeligt liv uden mobiltelefon. Lørdag den 29. september 2007 rundede Bent Færge de 70 år i fin stil.