|
Religionsstridigheder i Tyskland var en væsentlig
årsag til, at tyske kolonister i årene 1759-1761 kom til Alheden, og at derfor
hos familierne hurtigt opstod et behov for egen kirke på heden.
De første år søgte de fleste, der tilhørte den lutherske kirke, kirken i
Thorning, mens de reformerte hentede præst hos de reformerte i Fredericia. Men i
1764 indfriede kong Frederik den Femte sit løfte til kolonisterne og begyndte
byggeriet af en tysk kirke midt på Alheden. Den blev placeret lige midt imellem
Grønhøj og Haurdal – 1542 favne fra hver by, altså nøjagtigt midtvejs.
Kongelig bygmester G. D. Anthon tegnede den enkle kirke, som er opført i
nyklassicistisk stil med store vinduer. Hans eneste begrænsning i arbejdet var,
at kirkens størrelse skulle svare nøjagtigt til tørreladen ved det statsejede
teglværk i Skæ. Tørreladen skulle rives ned, og kongen mente, at taget godt
kunne genbruges.
Kartoffeltyskerne slæbte grundsten sammen til kirken – tre læs hver. Da
kolonisterne var fritaget for kørsel i kongens ærinde, blev det de omkringboende
bønder, der måtte hente mursten fra Bording, tømmer fra Randers, tagsten på Hald
og kalk i Daubjerg.
Den 16. april 1766 blev kirken indviet. Den skulle bruges af både den lutherske
og den reformerte menighed, så der var to gudstjenester hver søndag. I
begyndelsen havde kirken ikke noget alterbillede – og det passede de reformerte
godt. Men den lutherske menighed savnede et alterbillede, som de senere fik
foræret af Hans de Hofmann i Fredericia.
Den reformerte menighed svandt ind i de kommende år, og allerede i 1775 kunne
den lutherske præst udnævnes til sognepræst. Han fik tildelt en gård ved kirken,
og på dens jorde ligger præstegården stadigvæk, selvom det meste af jorden for
længst er udstykket.
Den hårde vestenvind sled på bygningen. Det gik ud over de store ruder, der tit
blev blæst ind. I 1787 blev nederste del af vinduesåbningen muret til – og det
hjalp. Taget rokkede slemt i stormvejr, og derfor blev der opført en solid mur i
kirkens vestende. Støttemuren førtes op i en murkrone eller klokkegalge, hvor
klokken kom til at hænge, så kartoffeltyskerne kunne høre den helt til Grønhøj
og Haurdal.
Indvendig blev kirken restaureret i 2003. Et alterbillede fra 1866 ”Kristi Bøn i
Gethsemane” malet af C. A. Schleisner, blev afløst af et alterbillede i
nyforgyldt ramme, malet af billedkunstner Maja Lisa Engelhardt. Billedet
forestiller Kristus, der træder frem bag forhænget. Det korresponderer med
altertæppet, der henter sit motiv i pagtens ark.
På kirkegården er tyske navne dominerende. Gennem mange år var det skik, at
tyskerne fra Grønhøj blev begravet nord for kirken – og tyskerne fra Haurdal syd
for kirken. På kirkegården blev i 1959 rejst en mindesten med de 30 tyske
slægtsnavne på.
Tegning af Frederiks kirke som den så ud i 1942, tegningen
er fra Lokalhistorisk arkiv
En mere udførlig historie om kirken og
kartoffeltyskerne kan findes ved at klikke her
|