Tæt på Karup nærmere bestemt i Gedhus lidt syd for Kølvrå og i Grove vest for Flyvestation Karup ligger to flygtningekirkegårde, der fungerede som begravelsespladser indtil 1950.

Efter en overenskomst mellem den danske og den tyske regering af 3. oktober 1962, samlede man i årene 1962-66 de 15.000 flygtningegrave og over 10.000 soldatergrave som var fordelt på 475 danske kirkegårde på i alt 34 kirkegårde.

Det er muligt at køre i bil helt frem til kirkegården i Gedhus, men det er også muligt at spadsere hertil af henholdsvis grusvejen, som ligger i forlængelse af Fyrrevej i Kølvrå eller af den gamle banesti.

Indgangspartiet til kirkegården i Gedhus set fra vejen.

Ved indgangspartiet i Gedhus er anbragt en bog med alle navnene på de begravede.

Efter de nævnte omflytninger i 1966 er der således begravet 1185 flygtninge og 148 soldater i Gedhus.

Ved projekteringen af kirkegården i Gedhus havde der været forslag om, at rejse et 10 m højt monument, hvilket dog efter forslag fra bygningstjenesten blev ændret til det nuværende 2½ m høje monument, som ses på billedet.

Billede fra kirkegården i Gedhus med de mange granitkors. Bemærk at der er to navne på hver side af de opstillede kors der således er gravsten for 4 personer.

Gravene i Grove blev i 1969 beplantet med lyng fra Lüneburger Heide og forsynet med granitkors, i stedet for de oprindelige trækors.

På Gravpladsen ved siden af Grove kirke ligger der 1119 flygtningen og 175 soldater begravet.

Grove Kirke i den smukke aftensol

Skilt der henviser til krigsgravene i Grove

Gravene på den lille kirkegård ved siden af Grove kirke.

Det er dystre minder, som de to kirkegårde Grove og Kølvrå fremviser. Det er tragedien om den østprøjsiske befolkningsflugt fra de russiske troppers fremrykning i vinteren 1944-45.

For sent og efter en yderst mangelfuld evakueringsplan blev befolkningen, der fortrinsvis bestod af kvinder, børn og gamle mænd beordret til at forlade deres hjem med nødtørftig tøj og proviant. Vinteren var usædvanlig hård, med temperaturer fra minus 18 til minus 24 grader med udbredt snefald og deraf vanskeligt fremkommelige veje.

Evakueringen foregik med hestevogn og til fods. De store flygtningeskarer fyldte vejene, der i forvejen var transportveje for den tyske værnemagt. Selv om den gjorde hvad den kunne for at hjælpe, var den ikke i stand til at afbøde de forfærdelige strabadser, som et flere måneders ophold på landevejene medførte.

I vejkanterne lå ligene af børn, syge og gamle, der ikke kunne klare de lange marcher, den sparsomme forplejning og den ekstreme kulde. Overnatning fandt sted i lader og udhuse i de i forvejen forladte gårde. Til at begynde med gik flygtningestrømmen mod vest - mod fædrelandet, men i slutningen af januar 1945 var denne flugtmulighed slut. Som følge af et effektivt forsvar af Østprøjsen, besluttede russerne at indeslutte området med et angreb frem til Østersøen. Dermed var flugtvejen over land definitivt afbrudt, nu var kun søvejen åben.

Dermed begyndte verdenshistoriens største evakuering over havet. En strækning på ca. 600 km, effektivt organiseret af den tyske marine, hvor alle tænkelige fartøjer blev indsat i pendulfart mellem København eller Flensborg og Danzig, Elbring og Memel - senere direkte fra stranden. Alle skibe blev fyldt til bristepunktet med fortvivlende forhold ombord. Ofte blev transporterne angrebet af russiske fly og u-både.

Utrætteligt fortsatte evakueringen. Selv efter kapitulationen fortsatte små hurtigbåde i ly af mørket at søge ind til kysten for afhentning af sårede soldater og flygtninge. Den sidste båd anløb Kiel den 20. maj 1945. Resultatet af evakueringen var overvældende: 2.4 millioner blev evakueret via Østersøen. Et resultat, der ikke var uden tragedier: tre af de største skibe, her i blandt "Wilhelm Gustloff" blev sænket, hvorved 13.000 mennesker omkom.

Antallet af flygtninge til Danmark steg til 238.010 personer indtil kapituleringen. Den tyske værnemagt lod flygtningene indkvartere i skoler, forsamlingshuse og hoteller, hvor forplejning og lægebehandling fandt sted. Alligevel var mange så forkomne, at dødstallet imellem flygtningene var forfærdelig højt - I alt ligger der 17.209 tyske flygtninge begravet i Danmark. Heraf var der ikke færre end 4.132 små børn.

Ved krigens afslutning ophørte værnemagten med at fungere, og der fandt ingen overlevering sted til de få danske myndigheder. Dette resulterede i, at de i forvejen udmarvede mennesker var uden forplejning i ca. 14 dage. Først da blev man i Danmark klar over omfanget af det store antal flygtninge, der var spredt ud over landet i 1.100 flygtningeforlægninger, som i oktober 1945 blev reduceret til 465. Der blev nu oprettet en flygtningeadministration, som yderligere fik begrænset antallet af belægninger ved at samle disse i lejre, fortrinsvis hvor de tyske garnisoner før havde til huse.

Sådan gik det til, at der i Grove-Gedhus blev anbragt flygtningen i de forladte militærbygninger. I begyndelsen af juni 1945 var der ca. 5.000 flygtninge i de to lejre på flyvepladsens areal. I august samme år var antallet i Grove-Gedhuslejrene oppe på 7.000, og antallet af flygtninge steg støt.

I sommeren 1946 blev nogle ammunitionsbarakker umiddelbart øst for Grove by indrettet som særlejre. Lejren fik navnet "Pilhuslejren", og blev brugt som en slags straffelejr for særligt vanskelige flygtninge.

Pr. 1. juli 1946 husede de tre lejre i alt 13.175 personer og senere steg tallet til over 20.000. Det var mere end det samlede indbyggertal i Herning på det tidspunkt.

Nogen særlig stor kontakt mellem flygtningene og lokal-befolkningen kom der aldrig. Den flygtningepolitik var beregnet på at være human, men uden den store gæstfrihed. Flygtningene skulle ikke integreres i den danske befolkning. Samtidig fik den danske befolkning forbud mod at tage kontakt - "fraternisere" - med flygtningene. Lejrene blev omkranset med pigtråd, og blev bevogtet af danske vagter. trods pigtråd var det ikke altid lige nemt at håndhæve forbuddet.

F.eks. klippede vagterne ved Grovelejren selv hul i pigtråden ved årsskiftet 1946-47 for, at nogle af de tyske flygtningepiger kunne være med til nytårsbal i en hangar på flyvepladsen. Det var utvivlsomt en kærkommen adspredelse i det ensformige lejrliv, hvor flygtningene var stuvet 15-20 personer sammen i stuer på hver side af en midtergang, der gik fra den ene ende af barakken til den anden.

I hver lejr blev der dog efterhånden oprettet skoler, sygehuse, alderdomshjem og kirker, og der blev gjort meget for at finde beskæftigelse til alle for at modvirke depression. I Grove f.eks. var mange flygtninge beskæftiget med at varetage alle de funktioner, som var nødvendige for at lejrene kunne fungere. Om sommeren arbejdede mange på Grove Hedegård, hvis landbrugsarealer var blevet en del af flyvepladsen.

I sommeren 1946 gravede mange flygtninge tørv til eget forbrug. Det medførte at lejrene slap nogenlunde gennem vintrene 1946-47, som var meget kolde vintre. I 1947 begyndte flygtningene at dyrke tobak for at sikre sig stabile tobaksrationer. Der blev også brugt en del tid på sportslige og kulturelle aktiviteter.

Maden var et kapitel for sig - om end et kedeligt kapitel. Forplejningen var begrænset til suppe med kål og ærter, lidt kød og kartofler, kålrabi, grød, brød og én fisk en gang om ugen. Det var den danske stat, der betalte for maden - 85 øre pr. flygtning pr. dag - og det lyder ikke af så meget. Imidlertid kostede den totale administration i de fire år flygtningene var i Danmark 428 millioner kroner. Pengene blev senere delvist refunderet af den tyske stat.

Trods fuld lægekontrol og uindskrænket adgang for sygehusindlæggelse døde mange af flygtningene i årene efter krigen og blev begravet i de gravpladser, der var indrettet i nærliggende plantageområder. Hver enkelt grav blev markeret med et trækors påmalet den dødes navn, fødsels- og dødsdato. I alt var der efter krigen 475 flygtninge- og soldaterkirkegårde rundt om i Danmark. Dette forhold blev dog ændret gennem forhandlinger mellem den danske og den tyske stat i 1962, hvor man blev enige om at samle gravene på 34 kirkegårde-/gravlunde. Det ville være lettere at gennemføre den almindelige vedligeholdelse, og pårørende kunne lettere finde gravene. Forhandlingerne resulterede i, at den tyske stat lejede dansk jord i 99 år til kirkegårdene.

Som følge af de i forvejen værende gravpladser var det naturligt, at Grove og Kølvrå blev to af de 34 kirkegårde. Det store arbejde med at flytte gravene blev overladt til den tyske forening, "Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge" og foregik i tiden 1969-70. Alle udgifter i forbindelse med anlæggelsen blev betalt af foreningen. I begge gravlunde blev der opført en bygning, som omfattede adgangsterminal samt kontor og redskabsrum. De opstillede granitkors, som er fremstillet i Belgien, har to navne på hver side. Hver enkelt af de døde er omhyggeligt registreret og begravet det sted, hvor korset er anbragt. Der er således ikke tale om massegrave.

Da ombygningen af gravene var tilendebragt, indeholdt gravpladsen i Grove 175 soldater og 1169 flygtninge. For Kølvrå's vedkommende lå der 148 soldater og 1185 flygtninge begravet. Langt de fleste af gravene indeholdt børn. Det bemærkelsesværdige store antal soldatergrave skyldtes sårede, som efter evakueringen fra fronten til lazaretter i Danmark, ikke har kunnet overleve.

I bygningens terminal er fremlagt en en bog med fortegnelse over de begravede. Endvidere findes der en gæstebog, hvor besøgende kan indskrive deres navne og hjemsted, samt bemærkninger om deres besøg i gravlunden.

Til vedligeholdelse af de to gravlunde er der permanent ansat en gartner, som har ansvaret for pasning og vedligeholdelse af gravsted, græsplæner og beplantning. Derudover sørger han for at lægge blomster og kranse på gravene, når pårørende retter henvendelse om det. Om sommeren får gartneren assistance af tyske studenter, der frivilligt og uden betaling, hjælper med større vedligeholdelsesarbejder. I deres fritid bor de på Kølvrå Skole.

oplysningerne og tekst i ovennævnte er indsamlet og redigeret af Jørn F. Søndergaard.