På Årestrupvej lige før denne udmunder i Ulvedalsvej ligger der på højre side en skovvej ved navn Fyrrehalevej. Denne vej fører ind i skoven til en lille parkeringsplads, hvorfra man til fods kan gå de sidste knap 1200 meter til "Jens Langknivs hule".

Vejen og parkeringspladsen er i god stand, og er derfor tilgængelig for de fleste og absolut et besøg værd. Denne del af skoven som ligger på begge sider af Årestrupvej hedder Ulvedal Plantage, og der er gode stier og veje, som indbyder til en hyggelig gåtur i den smukke natur, der naturligvis bærer præg af årstiderne.

Som det fremgår af billedet herunder er der opstillet kort og kasser med brochurer, der fortæller mere om selve skoven og de afmærkede ruter man kan benytte sig af.

Parkeringspladsen med henvisningerne og kortet.

Her skal man til højre og følge vejen ca. 350 m.

Langdyssen "Jens Langknivs hule" er en begravelsesplads fra slutningen af yngre stenalder det vil sige omkring år 2000 - 1500 før Kristi fødsel.

Indtil 1879-80 har dette oldtidsanlæg ført en upåagtet og delvis skjult tilværelse, men da blev der af Nationalmuseet optaget en grundplan af, hvad der dengang var at se:

En aflang fladagtig banke, i hvis nordside kammeret sås liggende omtrent i midten, medens der af randsten kun hist og her var en top synlig af i alt 14.

Først i 1930 blev der udført en omfattende restaurering ledet af Nationalmuseet og med hjælp fra Viborg Skovdistrikt. Langdyssen fik da sin nuværende og oprindelige form med længderetning SØ-NV, 36 m. lang 7½ m. bred og med 2 stengrave såkaldte hellekister beliggende i dyssens nordøstlige side. Hver af disse er, som det er sædvane, bygget med en lille gang og en tærskelsten, der adskiller gangen fra det egentlige kammer.

Af de flade udkløvede dæksten "heller" er kun en enkelt tilbage, resten er formodentlig anvendt til stenkister ved vejbygning eller lignende.

Ved udgravningen blev der fundet en enkelt flintdolk, nogle få flinteflækker, enkelte lerkarskår samt en svær bronzearmring.

Denne langdysse adskiller sig i såvel bygning som beliggenhed fra lignende oldtidsanlæg. Det er ikke almindeligt at langsidernes stenrækker når frem foran endestenene, og heller ikke at randstenenes fod står i forskellig højde. Det er også usædvanligt at kamrenes indgang vender mod nord. Det nærmeste sted hvor sten af tilsvarende størrelse i dag kan findes, ligger ca. 2½ km. østpå. Stenene her er altså transporteret over mindst denne strækning, en imponerende præstation.

Der er intet bevis for at røveren med det dramatisk klingende navn har haft tilknytning til stedet. Hverken Jeppe Aakjær eller Steen Steensen Blicher omtaler Jens Langkniv i forbindelse med langdyssen, hvis tilnavn antagelig skyldes traditionel overlevering på egnen.

Uddrag af beretning fra Nationalmuseets arbejdsmark 1932.

Bemærk skiltet til højre i billedet der rummer Nationalmuseets tekst.

Et spændende område med et for den tid imponerende bygningsværk.

I følge sagnet om Jens Langknivs hule, er denne opstået i forbindelse med opførelsen af Karup kirke. Opførelsen af Kirken i Karup gjorde troldene i Thorning så vrede, at de kastede sten efter kirken for at ødelægge den. Men stenene var så tunge, at de kun nåede til Ulvedal, hvor de ligger den dag i dag.