Murermester bliver voksen

Af Knud Gaarn-Larsen

Torsdag den 26. marts 2009 fylder murermester Tage Raaby Olesen, Bregnevej 25 i Karup 50 år.

Tage er Karup-dreng med stort K, for han er født og opvokset i Karup, og allerde fra en tidlige alder, vidste han, at han ville være murer, så da skolen var overstået kom han i lære som murer hos Verner Kuhlmann i Hammerum, og i 1977 fik han sit svendebrev. Efter læretiden var han ansat forskellige stedet, og da byggeriet i Danmark gik lidt i stå, arbejdede han 3½ år som murer i Tyskland, hvor han fik lov til at boltre sig med den del af murerfaget, som han rigtigt godt kan lide, og det er flisearbejde.

I 2001 tog han springet, og nedsatte sig som selvstændig murer i Karup, der på det tidspunkt ikke havde noget murefirma, og det skridt har han ikke fortrudt. I da er der fem svende ansat i firmaet.

- Det er lidt morsomt for langt de fleste af de folk, som jeg i dag har ansat, har tidligere været mine kolleger på andre arbejdspladser, siger Tage Raaby Olesen, der ud over engagementer i firmaet har to ”svagheder”. Det ene er fodbold, som Tage Raaby Olesen, har dyrket i KKIK lige siden sin ungdom, og han er fortsat aktiv spiller på KKIKs Old-boys-hold. En anden ”svaghed” er at han om kort tid regner med at kunne skrive ”bedstefar” på sit visitkort, en titel, som han glæder sig meget til at få.

For Tage Raaby Olesen er der sammenfald mellem arbejde og hobby, for hans arbejde er også hans hobby, og når han skal holde ferie, så behøver han ikke at tage langt væk, for hele familien, der foruden konen, Linda består af fire børn, holder gerne ferie i Danmark.

Begivenheden bliver markeret med Åbent Hus i Karup Forsamlingshus senere.