Det er forresten en skæg historie...

Af Anne Domino domi@bergske.dk

KARUP: - Det er forresten en meget skæg historie, lyder det igen og igen fra Otto "Barber " Johansen, når han skal fortælle om sig selv.

Før man får set sig om, er man hvirvlet ind i anekdoter om, hvordan Otto Barber fik hele Karup til at marchere i protest mod planerne om at nedlægge flyvestationen, om hvordan han delte lyng ud på Rådhuspladsen i København for at få flere turister til Karup, om hvordan han mødte sin kone Inger, og om hvordan han blev barber .

Det sidste skete ved en ren tilfældighed, og det er faktisk "en meget skæg historie".

- Jeg fik en læreplads som frisør i en brandert, lyder det bramfrit fra Otto Barber , der forstår at servere sine historier på en meget appetitlig måde.

Historien om lærepladsen er, at Otto i 1967 blev hældt ud af forsvaret, fordi han fik en major overbevist om, at han havde dårlig ryg.

- På vejen hjem fik jeg et par bajere, og jeg var jo nok lidt glad, da jeg gik ind til frisøren i Frederiks. Jeg var blevet militærklippet, og det så ikke ordentligt ud, så det skulle rettes lidt til. Frisøren havde travlt, så jeg kom ikke til med det samme. Så var det, at jeg greb et frisørslag og en saks og begyndte at lave sjov med, at han da vist godt kunne bruge en lærling. Da jeg var blevet klippet og skulle betale, kom min bus i samme øjeblik, så jeg løb ud ad døren. Det var først dagen efter, at jeg kom i tanker om, at jeg havde glemt at betale. Så var der jo ikke andet at gøre end at opsøge frisøren igen og sige undskyld. Og så svarede han "Jamen, ansatte skal ikke betale for at blive klippet. Og hvis du kunne tænke dig at komme i lære, så kan du begynde nu". To år efter var jeg så frisør, fortæller Otto Barber .

Bonusbørn

I 1972 købte han sin første - og eneste - salon, nemlig salonen i Østergade 1 i Karup.

Otto Barber er født og opvokset i Karup, og han kunne ikke tænke sig at bo andre steder.

- Karup er et af de skønneste steder, man kan bo. Her er natur, idrætsliv og friske mennesker, som både kan og vil, lyder hans hyldest til fødebyen.

I 1974 blev han gift med Inger, der havde to piger fra et tidligere ægteskab.

- Det er forresten en meget skæg historie, for jeg gik hjem til min mor og sagde, at jeg havde fundet en pige. Jeg havde faktisk fundet tre, fortæller Otto Barber med en henvisning til Ingers to piger.

- Så sagde min mor, at jeg skulle tage det meget seriøst og mene det alvorligt, for når der var børn involveret, så skulle man mene det, fortæller Otto Barber , der har holdt sammen med Inger i 32 år.

Parret har også fået en fælles søn, der lige nu venter barn, og det har fået indflydelse på Ottos planer for sin fødselsdag. Men det vender vi lige tilbage til.

Protestmarch og lyng

Ottos Salon i Østergade blev hurtigt kendt som et sted, hvor man - ud over klipning og vandondulering - kunne få vendt verdenssituationen og høre nyt fra Karup og omegn.

- Jargonen hos mig er nok lidt anderledes end i andre saloner. Jeg har jo aldrig været bange for at sige min mening. Her har vi diskuteret alt fra atomkrig i 70'erne og 80'erne til planerne om at nedlægge Flyvestation Karup i begyndelsen af 90'erne. Det er forresten en meget skæg historie, for jeg fik 3500 mennesker til at marchere i protest mod planerne om at nedlægge flyvestationen. De gik fra hovedvagten til Jethallen, hen over engene, og i Jethallen var der mødt politikere op. Poul Nyrup Rasmussen, Bjørn Westh, Henning Grove og Hanne Severinsen og et par lokale borgmestre, fortæller Otto Barber .

Om det var marchen, der fejede planerne om at nedlægge flyvestationen af bordet er uvist, men Otto Barber kæmper for sin by.

Da han var formand for Karup Turistforening fandt han på at sende en delegation af sted fra Karup til København med lyngbuketter fra heden. Bare sådan for at gøre opmærksom på hedens lyksaligheder.

- Jeg tror, vi fik plukket 30-35.000 buketter lyng, som vi delte ud på Rådhuspladsen. Der var én, der gav en buket til sådan en fyr med huller i bukserne og hanekam i håret, men han ville ikke have den. "I kan eddermame selv æde æde jeres græs", sagde han. Det var da en meget skæg historie, som vi grinede meget af bagefter, fortæller Otto Barber .

God opførsel

På de indre linjer, hjemme i salonen, har Otto Barber også gjort en forskel.

Enmandssalonen har ind imellem været befolket af unge mennesker, der - med Ottos eget udtryk - "trængte til et spark i røven".

- Efter fire-fem måneder hos mig kunne de gå ud og sælge sig selv. De er alle sammen blevet til noget. Undtagen én, siger Otto og ser for en gangs skyld alvorlig ud.

- Det ville nok have krævet nogen med mere uddannelse end mig, siger han stille, inden han begynder at gøre rede for sin pædagogik, som mest af alt går ud på at opføre sig ordentligt.

- Jeg har for eksempel sagt til dem, at de skulle overraske deres forældre noget mere. Når de sidder der ved middagsbordet og er færdige med at spise, så kan de godt rejse sig og spørge, om forældrene også er færdige, og hvis de er det, så kan de begynde at tage tallerknerne ud. I løbet af et splitsekund rejser deres mor sig også og hjælper med alt det trælse - gryderne og alt det er - og så får man sig en hyggelig snak imens. Og så skal man altid huske at rose sin mor for sovsen. Vi roser hinanden alt for lidt i det her land. Hvorfor er det sådan? spørger Otto Barber , der ellers nok har svar på rede hånd om livets store spørgsmål.

Intime spørgsmål

Svarene kommer væltende, når man har taget plads i frisørstolen.

Hvis man altså spørger, og det er der mange af Ottos kunder, der gør. Spørgsmålene er ofte af meget privat karakter, så Otto har pålagt sig selv fuldstændig tavshedspligt.

- Men der er godt nok mange drenge, der har været omkring mig, inden de skulle være sammen med en pige for første gang. De glemte at høre efter i skolen, dengang de lærte om det, så du drømmer ikke om, hvor mange præservativer, jeg har rullet på det kosteskaft derhenne, fortæller han og peger på salonens fejekost.

En enkelt kunde er Otto Barber dog aldrig kommet ind på livet af. Otto kender ikke engang hans navn.

- Jeg ser ham aldrig i byen, så han kører nok langt for at blive klippet. Jeg har kun snakket med ham én gang. Han kom ind i salonen og var helt chokoladebrun, og så spurgte jeg ham, om han havde haft en god ferie. Så sænkede han avisen en smule og kiggede op og sagde: "Det er en sag mellem mig og min hustru". Så måtte jeg jo undskylde og sige, at det ikke var for at snage, fortæller Otto .

Kunden kommer endnu, og det har han gjort i 20 år. Men han er absolut en undtagelse, for Otto sætter en ære i at levere lige dele klipning og snak, når han er på arbejde. Og kan han snige en vittighed ind mellem papillotter og hårlak, så gør han det gerne.

- Folk skal gå herfra med et smil på læben, lyder barberens mantra, og det er faktisk også ret svært at lade være med at smile, når man har været i selskab med Otto .

Barnebarn i vente

Otto Barber holder i anledning af sin fødselsdag salonen lukket på dagen.

Han har ingen planer for dagen, men de kan hurtigt opstå.

- For ni måneder siden smed min søn sin kone op på sofabordet, så de kan føde hvert øjeblik, det skal være. Derfor kan jeg ingenting, for jeg skal måske pludselig til Aalborg, hvor de bor, forklarer han.

Ottos kone, Inger, har ellers forsøgt at lokke med et par billetter til operaen i København, men Otto har takket nej.

- Man hører dagligt på skrigende kvinder, så hvorfor skulle man dog også gøre det på sin fødselsdag, spørger han.

I næste uge er Otto Barber tilbage i salonen, sådan som han har været i 35 år.

Med saks og kam og masser af skægge historier!

Otto Barber lægger saksen

Efter 35 og et halvt år som frisør i Østergade i Karup lægger Otto Johansen saksen fra sig.

KARUP: »Ottos Salon, goddaaaage«, har det lydt i 35 og et halvt år, men fra på torsdag den 15. november er det slut.

Otto »Barber « Johansen, der fyldte 60 år i februar, lægger modvilligt frisørslaget, ragekniven og barberkosten fra sig.

»Det er med blødende hjerte, men jeg kan ikke mere. Jeg har ondt i armene og nakken og må spise alt for mange piller for at kunne holde det ud, så nu går det ikke længere,« siger Otto Johansen med beklagelse i stemmen.

Den skøre frisør

Otto Johansen købte salonen i Østergade i 1972, og siden har den stået på studsninger, vandondulationer, lokalpolitiske diskussioner og gode historier.

Især det sidste er Otto Barber blevet specialist i, for til en god klipning hører en lille fræk historie, mener Otto Johansen.

»Folk kan blive klippet andre steder, men de kommer nok til at mangle den skøre frisør, der fortæller vittigheder eller synger en lille sang for kunderne,« mener Otto Barber .

Foredragsholder

De mange historier går nu ikke helt i glemmebogen, for Otto Johansen har en plan om at sammensætte et foredrag om sit lange liv som frisør kombineret med historier om fødebyen Karup.

Han har allerede afprøvet ideen over for en gruppe ældre, og det er i hvert fald ikke stof, der mangler.

»De sagde, at jeg højst måtte fortælle i et kvarter, men der gik halvanden time,« fortæller barberen.

Fritiden skal fremover gå med jagt, fiskeri, familie og børnebørn, som der for øjeblikket er seks af.

Salon tæt på salg

Inden da venter en operation som forhåbentlig får bugt med de mange smerter, som tvinger Otto Barber til at lægge saksen.

»Jeg satser på, at de når at »restaurere« mig inden jul, så jeg kan blive gamle Otto igen,« lyder det med vanlig selvironi fra barberen.

Uanset udfaldet af operationen er Otto Johansens beslutning om at forlade frisørfaget endelig.

Ottos Salon er næsten solgt og genåbner formentlig i januar 2008 med en kvindelig saksesvinger foran spejlet.