Der er cykler og Cykler

Af Knud Gaarn-Larsen

Skal man finde Jørgens Cykelrep., så må man en tur på landet, for det sidste stykke fra genbrugspladsen på Materielvej til forretningen er grusvej, men et skilt ved genbrugspladsen viser at man er på rette vej, og kommer man i forretningens åbningstid, så er man ikke i tvivl, for så kan man se flere cykler stå fremme.
Jørgen Spanggaard Troelsen har nu kørt forretningen i nogle måneder, samtidig med at han passer et job som elektriker, men har bestemt ikke fortrudt.
- Folk har taget rigtigt godt imod mig, og jeg har måske givet for godt et tilbud om at lave forårseftersyn af cykler, for det nærmest vælter ind med cykler, forklarer en glad Jørgen Troelsen, mens han byder inden for i det hyggelige værksted, der fortæller sit eget tydelige sprog om at man er kommet til en mand, der har orden i sagerne, for alt hænger eller ligger hvor det skal, så det er let at finde frem. Det er også nødvendigt, for selv om værkstedet er indrettet i stalden i et nedlagt husmandssted, så er der ikke ruttet med pladsen, og kun en lille del af stalden er inddraget til butik og værksted.

Der er stor forskel på cykler.
- Det er ikke lige meget om man køber en billig cykel i et supermarked, eller man ofrer lidt mere for at få en ordentlig cykel, siger Jørgen, der bestemt selv er til kvalitetscykler, som man kan have glæde af i lang tid.
- Jeg har ikke det fjerneste imod, at folk køber deres cykel billigt i et supermarked, for det er faktisk dem jeg tjener mest på, for der går ikke så lang tid, før de kommer her, for at få deres nye cykel repareret. Folk kan ikke forstå at det kan koste næsten halvdelen af den nye cykels pris når en dyr ting som kranken, er gået i stykker i den næsten nye cykel, fortæller Jørgen, der sætter en ære i at få repareret cyklerne, så det er Cykler med stort "C" der forlader hans værksted.

Nye cykler
Fra begyndelsen havde Jørgen bestemt sig for ikke at forhandle nye cykler. En af grundene var, at det ikke er plads til at have nye cykler stående. Han er dog begyndt at forhandle nye kvalitetscykler, men folk må indstille sig på at de i første omgang kun kan se den i et katalog, og at der går nogle dage før den kan leveres, men her op til konfirmationerne, sælger han mange nye cykler.

Nyheder
I dag bruges ny teknologi i nye cykler. Et af de stor hit er dynamonav, så man ikke skal tænke på lygter og smattede veje, men blot trykke på en knap, så har man lys, ikke bare så man kan ses, men også så man selv kan finde vej.
- Det virker bare, og det giver godt lys, fortæller Jørgen.
En anden nyhed, som Jørgen venter sig meget af er et nyudviklet gear, der helt vil revolutionere fornemmelsen af at cykle. Jørgen forventer, at man snart vil se biler, der er udstyret med den form for gear.
Der er nok af spændende nyheder, og så er det jo både sundt og miljørigtigt at bruge cyklen frem for den firhjulede benzinsluger.