Flyvemaskinen Lancasteren - som faldt ned i Karup.

Mine forældre Doris og Thomas Nielsen, Far blev altid i daglig tale kaldt barber Nielsen, drev frisørsalonen på Østergade nr.1 og vi boede

til leje i et hus som dengang lå på Bredgade nr. 1 i Karup, beliggende lige over for den nu nedlagte købmandsforretning.

Mange gange under krigen når der var luftalarm, og det var ofte om natten, kom vi i beskyttelsesrum - et rum nede i en kælder - i den gamle lægeklinik og bolig i Karup Kildevej nr.2 huset ligger der stadig.

 

Min Far var samarit og når vi var kommet i beskyttelsesrummet, gik han vagt ude i byen sammen med to andre, lægen som dengang hed Holt og Ejnar Lauridsen, der drev trikotagefabrikken ELKA og senere sognerådsformand i Karup. Jeg kan huske på min Fars sengebord under krigen lå der altid en knippel, og den havde han med på turen, når de var ude at se om der var sket noget i byen, eller måske skete noget uventet, når de om natten gik deres ture under luftalarmen.

 

Jeg kan huske en del fra krigens tid, flyvestationen og hvad der skete i Karup by.

Jeg var 9 år i 1944 og en dag i august måned om natten lød luftalarmen igen, vi blev vækket og skulle atter i beskyttelsesrum. Vi var lige kommet uden for døren, da jeg så et grufuldt og et forfærdentlig syn jeg aldrig har glemt.

 

Næsten direkte over os ikke ret højt oppe over hustagene kom Lancasteren som var blevet skudt i brand af antiluftskytset på flyvestationen. Jeg kunne se hele den store besætningen i den brændende flyvemaskine i det store oplyste cocpit - piloten må ha forsøgt at holde maskinen oppe til nødlanding, kæmpende søgt at komme fri af husene i Karup, og det lykkedes.

Nødlandingen lykkedes desværre ikke, flyet gik ned med et ordentlig brag og ildglimt, i skoven lige uden for byen,ved det gamle stadion.

Dagen efter kunne vi nogle drenge ikke dy os for, at tage op på ulykkesstedet og se hvad der var sket, et grufuldt og forfærdentlig syn mødte os, menneskedele lå spredt overalt og hang i træerne, og så lå der strimler af sølvpapir spredt overalt. Sølvpapirret brugte man dengang til at kaste ud fra bombemaskinerne, for at forvirre luftskytsets affyrringssystem, så den og mandskabet havde vanskeligheder med at identificere hvor selve flyet befandt sig, når den skulle beskydes.

 

Desværre mislykkedes det for piloterne  i Lancasteren denne dyster og skæbnesvanger nat i 1944 trods sølvpapirret ikke, at manøvre udenom og undvige beskydningen fra de tyske soldaters antiluftskyts på flyvestation i Karup.

I 1949 fandt Raf Misseng Research and Enguiry Unit de jordiske rester af besætningen fra Lancasteren LM 116, hvor tyskerne havde nedgravet dem sammen med rester af flyet på stedet.

Underligt nok blev besætningen begravet i Kiel efter udgravningen i 1949.

 

Æret være deres minde.

 

Flemming Liebach Nielsen

Engesvang.