Den gamle cementvej til Sunds

Bilister der benytter Rute 12 fra Karup til Herning, føler sig hensat i et tog med hårde træsæder på et skinnelegeme med mange sammenføjninger, på strækningen imellem Sunds og Gedhus, hvilket sjovt nok passer med den gamle amtsgrænse mellem Ringkøbing og Viborg Amter.

Mange har den opfattelse at vejen blev bygget af den tyske værnemagt før/under Anden Verdenskrig. Men sådan forholder det sig slet ikke. Vejen er godt nok støbt i beton i felter, på samme måde som start og rullebaner blev anlagt.

Med automobilets udbredelse i 1920-erne, steg behovet for forbedringer af landets vejnet hurtigt. Også i Ringkøbing Amt var forbedringer påkrævet. Mange veje var jo stadig kun grusbelagte, bl.a. også vejen Sunds - Karup. Nogle steder var der kun hjulspor med meget løst sand, som i for- og efterår ikke var farbar.

Bønderne i Sunds/Ilskov området måtte ofte køre over Simmelkær og Grove og tage Kirkevejen til Kølvrå og derfra til Karup for at levere kartofler til kartoffelmelfabrikken. Ja selv en rutebilejer i Herning, som havde fået tilladelse til at drive en omnibusrute Herning - Viborg retur, kunne ikke udnytte den givne tilladelse på grund af vejens beskaffenhed.

Ringkøbing Amt sad alle klager overhørig vedr. amtsvejen, men ofrede en mindre forbedring af Kirkevejen Grove - Kølvrå i 1934. I 1926 tog Dansk Ingeniørforenings Vejkomité initiativ til at udlægge en serie forsøgsvejbaner belagt med bitumen blandet med fintharpet grus. Efter et besøg i England udførte man ved Holbæk en prøvestrækning med beton.

Ca. 10 år senere etablerede man korte vejstrækninger omkring København med beton, bl.a. på Strandvejen ved Tårbæk samt Fortunvejen og Ulrikkenborgvejen i Lyngby. Endvidere blev en del af den nye "Køgevej" støbt i beton.

I Ringkøbing Amt snakkede man stadig om forbedring af Sunds - Karup vejen og det kom frem, at staten havde sat 861.000 kr. af til vejen - som beskæftigelsesarbejde. Men linieføringen voldte besvær - nogle mente at den skulle gå fra Sunds - Gl. Sunds - Ilskov station - Gedhus - Kølvrå - Karup. Hen på efteråret var linieføringen lagt - lange lige strækninger som idag, og forarbejdet blev påbegyndt - som dog blev indstillet i vinteren.

Så i foråret 1935 gik arbejdet for alvor i gang. Vejbanen blev udstøbt i beton med armering i en bredde på 5 m (2,5 x 2,5) med en asfaltfuge i midten og for hver 15 løbende meter. Nye maskiner så dagens lys for at lette arbejdet, og hele arbejdet var færdigt i 1937 og blev lidt af en seværdighed og mange familier skulle ud og prøve at køre på "æ cementvej".

Her ses betonblandemaskinen som kørte på skinner

Og vejen var fin og god at køre på i mange år, men i 50'erne blev brugen af salt, til optøning af sne og is større og større, og denne fryseblanding kunne vejen ikke tåle. Resultatet blev at betonelementerne "skød ryg" både om vinteren (lave temperaturer) og om sommeren med meget høje temperaturer (og det gør den stadig på den strækning der lå i Ringkøbing Amt). I 1960 blev vejbredden udvidet til 7 m (men af asfalt).

Reparationerne ved forskydningerne blev mere og mere omfattende, til stor gene for de vejfarende. Ved kommunalreformen i 1970 blev amtsgrænsen mellem Viborg og Ringkøbing amter flyttet fra Karup Å til Munklindevejens udmunding (vest for Gedhus), og Viborg Amt besluttede at nu skulle der gøres noget alvorligt ved problemerne på denne vej.

Man henvendte sig til et dansk firma Inreco I/S i Fredericia, der havde forbindelse med et tysk firma som var ekspert i at knuse betonveje med en specialbygget maskine. Maskinen havde en faldhammer på 7 tons med en bredde på 1,7 m og en max. hastighed på 12 m i minuttet. Rystelserne fra "hammerslagene" var meget kraftige. Inden maskinen kørte forbi en beboelse (f.eks. købmanden i Kølvrå) blev evt. revner i bygningen fotograferet - for at imødegå erstatningskrav. Købmanden ved hovedvagten fik kun erstatning for knuste varer (glas).

Efter betonen var knust blev der udlagt en kraftig asfalt med slidlag og vejen var nu jævn og vedblev hermed. Men Ringkøbing Amt ville ikke være med - de mente det var for dyrt og fortsatte med lapperierne - så derfor må de vejfarende stadig finde sig i ujævnhederne.